Hist 3

Resume: Et mindre stenbrud.

Arbejdet med at bryde granit blev i løbet af 1800-tallet en stor industri på Bornholm. Sporene efter mange mindre stenbrud, hvor arbejderne har slidt med det hårde materiale, ses mange steder. Mindst 130 brud kendes, opdelt i endnu flere små brud. Mange af stenbruddene fandtes på Nordbornholm. Præcise informationer om dette stenbrud haves endnu ikke. Forskellige landkort viser, at stenbruddet er kommet til og blevet brugt inden for perioden 1865 - 1914, mest sandsynlig er dog, at brugsperioden er før 1900. Flere lignende stenbrud ligger i området, og disse blev med tiden afløst af det nærliggende store stenbrud Moseløkken. Enkelte af stenbruddene på Bornholm (bl.a. på Nordbornholm) udviklede sig til store granitbrud med en industriel brydning med mange ansatte. Udover lokale bornholmere kom flere oftest fattige arbejdere fra Sverige, som fandt mulighed for at tjene til livet ved at arbejde i ”stenen”. Flere tog familien med og blev nye bornholmere. Enkelte ord fra den svenske indvandring er indgået i den bornholmske dialekt på Nordbornholm. F.eks. bruges ”pojk” nogle gange i stedet for ”horra”, der er det normale bornholmske ord for en dreng. I dag er Moseløkken Stenbrud, Allinge og Stenbruddet ved Stubbeløkken, Rønne stadig aktive granitbrud. Informationer om stenbrydningen på Bornholm kan man få ved at besøge Moseløkken Stedbrudsmuseum. Museet giver ved arrangementer muligheden for at få demonstreret og forklaret teknikker brugt ved behandlingen af granitten og måske få denne krydret med en enkelt ”røverhistorie” af de ”gamle stenhuggere”. Museet giver den besøgende mulighed for selv at prøve boremaskiner og granithammer efter grundig instruktion. Museet har åbent fra ca. maj til oktober – se mere præcist på museets hjemmeside - https://moseloekken.dk.

Hist 3 Fig1.jpg   Hist 3 Fig2.jpg