Allinge sandvig sogn
Hammersholm 50 (H50)
Resume: 3 helleristningsskibe og 14 skåltegn.
På det aflange klippeparti/klippeområde med delvis opbrudte klippeflader er helleristninger erkendt både på øverste vandrette flade samt på fladerne, der skråner mod sydøst.
Erkendelse af de enkelte helleristninger er kommet drypvis siden 2005.
På de øverste flader ses spredte grupper af hhv. 9, 2, 2 og 1 skåltegn. På de skrånende flader ses 3 helleristningsskibe, men med noget forskelligartet bevaringsgrad.
Skibene er af den dobbeltfurede type og kan være meget lig hinanden, men grundet bevaringen kan dette ikke med sikkerhed bestemmes. Skibet mod nordøsts er bedst bevaret og har indaddrejede stævne med en høj kølforlængelse i forenden og en vandret stabilisator agter. Rælingslinjen er via en lille fure i for- og bagenden forbundet med køllinjen.
Det midterste skib er sandsynligvis af tilsvarende form, men en kraftig afskalning af klippefladen har fjernet store dele af skibet.