Allinge sandvig sogn 

Hammersholm 75 (H75)

Resume: 18 helleristningsskibe og 9 skåltegn.

Helleristningen blev fundet i 2020 i forbindelse med et registrerings- og formidlingsprojekt støttet af 15. Juni Fonden.
På en ganske lille klippeflade fremkom 17 helleristningsskibe samt enkelte skåltegn, benævnt Hammersholm 75.
2 yderligere skåltegn findes på den mere vandret flade mod havet.
Et yderligere enkeltfuret helleristningsskib og 3 skåltegn fandtes på en lille klippeflade 1,5 m vest herfor.
De i alt 18 helleristningsskibe er beliggende umiddelbart vest for H72, som de formmæssigt adskiller sig fra.
Skibene på H75 er af den enkeltfurede type bortset fra to af dem, som er dobbeltfurede.
De er forholdsvis ensartede med indaddrejede stævne, en høj kølforlængelse fortil og lille vandret stabilisator agter. Skibene er placeret tæt og sejler i forskellige retninger.
Ikke alle skibe fremstår lige tydelige, ligesom nogle detaljer er usikre. I klippens nordlige ende finder vi skib nr. 4 med mandskabsstreger, hvilket ikke er et almindeligt træk ved de bornholmske skibsristninger. Vigtigt er også det dobbeltfurede skib (skib nr. 14) i klippens sydlige del, da det har en kort og næsten vandret kølforlængelse. Et element som sammen med skibets øvrige udformning dateringsmæssigt trækker det tilbage i tid. Skibet bliver tilmed skåret af agterstævnen af et yngre enkeltfuret skib (skib nr. 15).
Under skib nr. 14 kan oven i købet skimtes svage spor (evt. skitse) af endnu et tofuret skib (skib nr. 13), der således må være indhugget før end skib nr. 14. Helleristningsfelterne H72 og H75 blev påvist i henholdsvis 2017-2018 og 2020, og de udgør tilsammen det hidtil største antal helleristningsskibe, der nogensinde er fremkommet på én lokalitet i Danmark. Felterne ligger på en stor sammenhængende klippeknold med foreløbigt to store skibskoncentrationer.

BMR 2262 H75 Fig1.jpg   BMR 2262 H75 Fig3.jpg

BMR 2262 H75 Fig2.jpg