De bornholmske helleristninger og deres symboler
Et af de mest glansfulde tidsafsnit i den europæiske forhistorie er bronzealderen, hvor der skete en række fornyelser og forandringer. Forudsætningen for bronzealderen var tilgangen til og udvekslingen af råstoffer som kobber, tin, guld, glas og rav. Mange af materialerne kom til Danmark langvejsfra, og det resulterede i et omfangsrigt samkvem mellem de europæiske folkeslag. En række nye figurmotiver og symboler dukkede op det danske område, hvilket delvis skyldtes fremmed påvirkning.
Hvad er en helleristninger
Stenbilleder fra bronzealderen kaldes for helleristninger. Betegnelsen helleristning stammer fra svensk hällristning (helle = glat, flad sten og riste = skære, ridse). Navnet er lidt misvisende, da billederne ikke er ristede ind i en sten eller klippe, men der er derimod tale om indhugninger. Man brugte en mindre sten til at hugge motiverne ind i en større sten/klippe. Der er gerne tale om indhugninger af ringe bredde (ofte ca. 1-5 cm) og dybde (ofte ca. 2-10 mm), som i tværsnit er jævn rundede. Der optræder i Danmark kun enkelte mulige eksempler på indhugninger udført med metalgenstande. I dag er alle helleristninger fredet, og man må ikke tegne eller på anden måde beskadige dem.
Helleristningernes datering
Hovedparten af helleristningerne fra Danmark og de sydlige dele af Skandinavien kan henføres til bronzealderen (1700-500 f.Kr.). Enkelte af de symmetriske helleristningsskibe kan antagelig dateres til ældre jernalders begyndelse, ligesom skåltegnet med sikkerhed også kendes fra bondestenalderen.
Det er muligt at tidsbestemme især skibsmotivet ud fra billeder på bronzeting (bl.a. rageknive). Billeder på bronzerne er skabt på samme tid og skal ses som en samlet komposition, mens motiverne på sten kan være lavet over et længere tidsrum, måske strækkende sig over flere hundrede år.
Skibsbilleder kendes fra hele bronzealderen, men helleristningerne er særlig hyppige i yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.). Skibsmotivet er næsten udelukkende forekommende på de nordbornholmske klipper, især omkring Allinge-Sandvig, og øens sydligste eksempler stammer fra det 111 m høje højdedrag, Lensbjerg, nær Gudhjem.
Helleristningernes udbredelse
Helleristninger kendes fra alle områder af verden, hvor mennesket har bosat sig. Norden er et vigtigt helleristningsområde, og man kan her tale om to traditioner. 1) En sydskandinavisk tradition, der knytter sig til en bondekultur, og som omfatter Danmark samt store dele af Sverige og Norge. 2) En nordskandinavisk med jagtdyr, som kan henføres til en jægerkultur. De to traditioner overlapper dog hinanden geografisk.
Bortset fra Bornholm er helleristninger i Danmark udelukkende fundet på løse sten efterladt af isen under sidste istid. I det øvrige Danmark er helleristninger hyppigst i de østlige områder af landet, hvor de er særlig almindelige i de nordlige dele af Sjælland.
Bornholm er helt speciel med sit store antal steder (over 450), og helleristninger er meget hyppige på Nordbornholm i områderne Allinge–Sandvig og Olsker. Der kendes ligeledes en del fra Østbornholm med Svaneke og Ibsker samt fra Vestbornholm med Nylars og Knudsker. De bornholmske helleristninger er særlig talrige på den faste klippe, hvor de optræder på klipper, som gerne er lidt tilbagetrukne fra kysten. Her udmærker Nordbornholm sig med det store antal helleristninger med skibsmotiver, og fra den fast klippe har der været vid udsigt over store dele af øen og Østersøen med Sverige i horisonten. På Sydbornholm findes derimod ingen fast klippe, hvorfor helleristningerne optræder på løse sten, mens der på Midtbornholm både er helleristninger på klippeflader og især på løse sten.
I Europa optræder der flere helleristningsområder med koncentrationer i f.eks. de norditalienske Alper, sydlige Schweiz, Sydfrankrig, Nordspanien, Nordengland og Skotland. Disse er blevet fremstillet i stenalderen, bronzealderen og dele af jernalderen.
Rituelle aktiviteter ved helleristningsfelter
Udgravninger ved helleristningsfelter har vist, at der kan være foregået rituelle aktiviteter omkring helleristningerne. Der er flere gange nær helleristningsfelterne undersøgt stenlægninger med lerkarskår og brændt ler eller lerklining. Et af de bedste eksempler herpå er fremkommet ved Madsebakke nær Allinge. Umiddelbart foran klippen med bl.a. skibemotiver har man fundet spor af en stolperække. Det kan muligvis have været en form for scene for datidens ”præster” eller en afskærmning af klippen. Der er også erkendt stenlægninger med lerkarskår og brændt lerklining med aftryk af fletværk af grene. Uden for indhegningen er fundet flere kogestensgruber, som antagelig har været benyttet til madlavning. I et par store huller er der fremkommet betydelige mængder af dyreknogler. Det lader til, at menneskene her har efterladt større kødstykker fra især kvæg og hest. Der kan have været tale om spisning i forbindelse med religiøse handlinger ved helleristningerne. Bronzealderens helleristninger og øvrige fundmateriale giver os en fornemmelse af menneskenes materielle og teknologiske stadie med forbindelser til andre områder og af deres religiøse dyrkelse af frugtbarhed og solen.
Myte om solens evige rejse
Vi møder på helleristninger fra det sydskandinaviske område en rigdom af figurer, der har indgået i forskellige fortællinger, som synes at have religiøs karakter. Den samme religiøse forestillingsverden finder man i form af miniaturebilleder på bronzegenstande. Med udgangspunkt i flere hundrede skibsbilleder på bronzeting (særlige rageknive) fra især yngre bronzealder (ca. 1100-500 f.kr,) har især arkæolog F. Kaul arbejdet med myten om solens rejse.
Arkæologerne har tolket skibe og afbildninger af sole, heste, fisk og slanger som del af fortællingen om solens cyklus. Ved solopgang hjælper en fisk solen op fra natskibet til et dagskib. Om dagen sejler skibet mod højre (= samme vej som solens gang på himmelen), og når solen står højest midt på dagen, hentes den af hesten, som nu trækker solen. Om eftermiddagen afleverer hesten solen til et nyt skib. Når solen går ned, bliver den hentet af slangen, der tager solen ned til natskibet, som sejler mod venstre i underverden. Ved solopgang starter det hele forfra.
Skibet, der er så rigt repræsenteret på de nordbornholmsk klipper, er dog ikke udelukkende et billede af solen evige rejse. Det havde en stor betydning i bronzealders religiøse forestillingsverden, ligesom dets betydning i den virkelige verden var afgørende. Skibet gav mulighed for transport og adgang til en større verden med mange spændende muligheder og eftertragtede materialer som bronze, guld og glas. Denne kontakt betød samtidig, at ideer, tro og verdensopfattelser blev påvirket mange steder fra.